Ny teknologi til bevaring af brønde

Vi udvikler ny teknologi, der sikrer brønde og bl.a. muliggør vedligehold af den yderste sektion af brøndenes meget lange produktionsrør, hvilket hidtil ikke har været mulig.

Halfdan
Foto: TotalEnergies
Måden brøndene i de danske oliefelter i Nordsøen er designet på, giver nogle betydelige udfordringer med strukturel integritet og udnyttelse af hele brøndens udstrækning. Brøndene er i visse tilfælde op til 10 km lange horisontalt, og derfor er det bl.a. vanskeligt at nå ud i den yderste ende og udføre det vedligeholdelsesarbejde, der skal til for at holde produktionen i gang.
Forskningen i dette program foregår i to selvstændige led: selvhelende cement og forlænget rækkevidde med coiled tubing.

Forbedret cement 

Når man borer brønde, bruger man cement til at isolere og fastholde produktionsrørene, og når denne cement størkner, slår den revner. Vi arbejder på at udvikle en cement, der selv kan reparere disse revner ved at indlejre en bakteriekultur i cementen, der danner calciumcarbonat - kalksten - hvor revnerne opstår. Meget få levende organismer kan overleve de ekstreme surheds-, salt-, tryk- og temperaturforhold, som cementen tilbyder, og bakterierne skal samtidig have tilstrækkelig næring til at overleve. Derfor har vi tacklet en stor udfordring ved at identificere og isolere nogle lovende bakterier, som vi er i gang med at teste med henblik på at udvikle cementen til kommerciel brug. 

Forlænget rækkevidde med coiled tubing

Vi udvikler samtidig metoder, der skal gøre det muligt at komme ud i enden af de meget lange horisontale brønde. Med den nuværende teknologi kan vi kun nå ca. halvvejs ud med coiled tubing, et hult metalrør, som bruges til vedligeholdelsesopgaver. Det betyder, at det er svært at løse problemer med bl.a. saltaflejring og vand i brøndens ydre dele. Vi arbejder derfor på at udvikle et middel, der kan nedsætte friktionen, når operatøren skubber coiled tubing ned gennem brønden. Vores matematiske modeller peger på, at en nedsættelse af friktionen med det rette middel vil åbne for adgangen til dele af brønden, som ellers ikke har været tilgængelige for produktionen. Vi udfører derfor laboratorietests på midlet, som skal bevise dets potentiale til at blive rullet ud på stor skala.  

Samarbejde 

Vores forskning bliver til virkelighed i sammenspillet mellem en række forskellige fagligheder og ekspertiser. Et godt eksempel er arbejdet med selvhelende cement, hvor forskere, der har stor viden om bakterier, samarbejder med forskere, der har stor viden om cement, og med andre forskere, der har stor viden om, hvordan man tester cement. Kun ved at kombinere ekspertiser på denne måde opnår vi resultater, der kan komme ud og gøre en forskel i produktionen. 

Samarbejdspartnere

Kontakt